Ro og struktur og ikke flere bidemærker
Annabel flyttede ind i et nyt bosted og en anden socialpædagogik. Hun er blevet tryg, og bider sig ikke længere i underarmene. Forældrene får nu hjælp til at kopiere pædagogernes metoder
Det kunne altid aflæses på Annabels underarme, hvordan hendes uge var forløbet. En uge med angst og utryghed betød, at hun gnavede store sår i sine underarme. Forældrene, Maria og Leif Erik Nielsen, døbte det derfor ‘hendes barometerarm’.
Annabel er udviklingshæmmet med et lavt funktionsniveau (se artiklen på side 8) og flyttede på institution som femårig. Det gik rigtig godt, og hun trivedes. Men da hun blev større og stærkere, kunne institutionen ikke rumme hende, og hun flyttede i bofællesskab med tre andre unge mennesker. Et dårligt skift. Der var fra starten kaos og konflikter mellem de fire beboere. Desuden var de fysiske rammer alt for små.
Her startede den onde spiral for Annabel. Der var stor udskiftning blandt medarbejdere, som fik mange tæv af beboerne, og der var ikke sammenhæng eller en linje i pædagogikken. Det var tilsyneladende overladt til den pædagog, der var på vagt, at finde ud af, hvad der skulle ske for beboerne, fortæller Leif Erik Nielsen.
– Ind imellem var der socialpædagoger, som gjorde et kæmpe arbejde, men der var mange vikarer, og nogle gange virkede det som om medarbejderne var ligeglade med, hvordan beboerne havde det. Og det kunne vi ikke klare som forældre.
Annabel var mere passiviseret end aktiveret med noget, hun godt kunne lide. En stor del af dagen sad hun i en stol foran tv. Hendes underarme var det tydelige tegn på, at hun ikke havde det godt.
– Vi var fortvivlede og gjorde opmærksom på, at det var uholdbart, men blev ikke hørt før vi blev meget larmende og støjende, siger Leif Erik Nielsen.
Her er min datters hjem
Fra det øjeblik Leif Erik og Maria Nielsen trådte ind på Lyngdal i Ølstykke, var de ikke i tvivl om, at det var det rigtige sted for Annabel. Det er fire år siden, hun flyttede ind.
Det var et kvantespring i forhold til det, Annabel tidligere har været ude for. Her er der ro og styr på tingene. Selv om det er meget krævende beboere, viser medarbejderne nærvær og engagement.
– Der er en hjemmeagtig atmosfære, selv om det både er vores datters hjem og medarbejdernes arbejdsplads, siger Leif Erik Nielsen.
Da Annabel flyttede ind fik forældrene at vide, at det ville blive hårdt for datteren, når hendes hverdag skulle ændres.
– De er konsekvente: De siger, hvad de vil gøre, og gør det. Vi var vant til noget helt andet, siger Leif Erik Nielsen.
I begyndelsen var forældrene bekymrede og krydsede fingre for, at det gik. Især når de fik meldinger om, at Annabel fx havde slået andre beboere eller smadret alle potteplanterne i stuen.
Efter den første tid med uro, begyndte tingene at ændre sig, så Annabel, der er 23 år, i dag har en hverdag fyldt med aktiviteter, hun kan lide. Hun er tryg og ved, hvad der forventes af hende, og hvad hendes hverdag indeholder. Når hun er utryg, kæmper hun for at få struktur på det hele, så der er ikke overskud til udvikling og til at lære nye ting.
I dag sker der nye ting i Annabels udvikling. Hun er behagelig at være sammen med og magter at være fx på tur med en medarbejder. Hun går til ridning og accepterer at få ridehjelm på.
– Tidligere kunne vi ikke få hende til at tage en hue på i 10 graders frost, siger Leif Erik Nielsen.
Medarbejderne introducerer stille og roligt tingene for hende. Langsomt og støt bygger de en struktur rundt om hende, som hjælper hende og gør hende tryg.
– Og når der er vikarer, gør de præcis det samme som de faste medarbejdere, siger Leif Erik Nielsen.
Socialpædagogen med på hjemmebesøg
Hjemme hos Maria og Leif Erik Nielsen er der ikke samme struktur i hverdagen, som Annabel har på Lyngdal. Men da forældrene oplevede, at hun trivedes med struktur, besluttede de for nylig at indføre samme struktur og kommunikationsformer, når hun er hjemme hos dem hver anden lørdag. Socialpædagogen fra Lyngdal er med hjemme under hele besøget, og hun har også været med, mens familien havde gæster. Forældrene kan følge, hvordan socialpædagogen støtter Annabel, og de kan se, at hun får et bedre hjemmebesøg.
For forældrene betyder det, at de skal indføre nye vaner og mere struktur omkring besøgene. Men det er det værd, for samværet med Annabel er blevet bedre. Leif Erik Nielsen giver et eksempel:
– Vi plejede at løbe rundt om hende og gøre tingene for hende. Pædagogerne siger, at hun sagtens selv kan gøre tingene. Nu siger vi i stedet for eksempel: ‘Annabel, hent en sodavand’. ‘Annabel, læg puslespillet på plads’.
Hjemmebesøgene er ikke kortlagt i detaljer som institutionens hverdag. Men der er selvfølgelig et program.
– Pædagogerne lærer os at bruge low arousal, som er den bedste måde at kommunikere med Annabel på, og som også kan bruges til at forebygge og håndtere konflikter, siger Leif Erik Nielsen.
For forældrene er det tydeligt at se, at Annabel er glad for at gøre ting og kan lide at hjælpe til.
– Sidst hun var hjemme, tog hun fat i mig, fordi vi skulle hjælpes ad med at rydde op i mine ting. Det gjorde vi så, og hun var meget stolt bagefter, siger Leif Erik Nielsen.
Den nye struktur betyder, at der er meget mere ro under hjemmebesøgene.
Tidligere kunne Annabel blive forvirret, og konflikten lurede lige om hjørnet. Forældrene kunne sidde en halv time og ikke vide, om hun kørte ud over kanten og slog ud efter dem.
Maria og Leif Erik Nielsen regner med, at der ikke går ret lang tid, før de nye systemer er så godt indarbejdede, at de kan have Annabel på besøg uden hjælp fra socialpædagogen.
I dag har Annabel ikke bidemærker på underarmene. Men hun har stadig arrene, der fortæller om en anden tid.
På spørgsmålet om, hvordan det er at have en socialpædagog med ved spisebordet siger Leif Erik Nielsen:
– Det er en speciel oplevelse. Det var det også, da vi havde gæster. Men hvis det er det, der skal til, for at vi og Annabel får en bedre oplevelse, så gør vi det gerne.