Studerende - og hva´så? -Ikke uden kærlighed
Der er store forskelle på og mange ligheder mellem socialpædagogikken i Danmark, Grønland og Island. Det var en konstatering, tre studerende kunne tage med sig hjem efter et fælles islandsk-grønlandsk-dansk kursus i Reykjavik tidligere på året. Her blev gæsterne fascineret af den islandske udgave af socialpædagogikken
Som dansker kommer jeg herop med forestillingen om, at vi har et rummeligt menneskesyn. Så ser jeg her, hvordan I har fået inkluderet en målgruppe med særlige behov i jeres uddannelse. Den menneskesyn kunne vi godt lære noget af, siger Mette Rosenkilde.
Hun er en af tre studerende, Vigdis Agnarsdottir fra Island, Juliane Løvstrøm fra Grønland og Mette Rosenkilde fra Danmark, som Socialpædagogen har sat stævne i kantinen på Islands lærerhøjskole, Kennaraháskoli.
Skolen er vært for et intensivkursus i socialpædagogik arrangeret af Nordplusprogrammet Vestnordisk Netværk.
Det er også her på lærerhøjskolen, de islandske socialpædagoger får deres bachelorgrad i socialpædagogikvidenskab – proskapjálfa.
Under interviewet viser det sig hurtigt, at selv om islandsk, grønlandsk og danske kultur har ligheder for eksempel i form af fælles prioritering af en demokratisk og solidarisk samfundsform, så er der en mærkbar forskel, som vækker nysgerrighed hos Vigdis Agnarsdottirs grønlandske og danske gæst, der brænder for at få mere at vide.
Derfor kommer snakken også meget til at handle om det særlige islandske syn på socialpædagogikken og islændingenes stærkt inkluderende menneskesyn.
Og her er det, at Mette Rosenkildes fascination af den islandske opfattelse af faget kommer frem. Hun er ikke i tvivl om, at hun gerne ville bruge tre måneder i Island for at få den islandske ideologi og tilgang til socialpædagogikken ind under huden.
Side om side
Helt konkret er både hun og Juliane Løvstrøm begejstrede for den måde, de islandske studerende på en del af deres uddannelse har følgeskab af udviklingshæmmede, der tager en diplomuddannelse side om side med de andre studerende.
Vigdis Agnarsdottir forklarer, at mennesker med særlige behov følges med socialpædagogstuderende det meste af det første år.
- På den måde kan vi støtte diplomstuderende med deres projekter. Samtidig giver det også os et andet syn på den målgruppe, vi senere skal arbejde med.
I det ligger også, at man på Island uddanner socialpædagoger målrettet til at arbejde med mennesker med særlige behov. Det adskiller uddannelsen fra den danske og grønlandske, hvor den samme pædagoguddannelse dækker hele normal- og specialområdet.
Den tankegang, at alle skal have muligheder for at være med og at få en uddannelse på lige fod med andre, har ifølge Vigdis Agnarsdottir heller ikke været let.
- Det har været svært, og der har undervejs været en masse kampe om det, siger hun.
- Men der er nogle, der har taget de kampe, insisterer Mette Rosenkilde, der er fascineret af, at man på Island er så fokuseret på at inkludere mennesker med særlige behov overalt i samfundet.
- Når jeg ser, hvordan udviklingshæmmede kan tage diplomuddannelse her på skolen, og en del af modulerne er sammen med studerende på den ordinære uddannelse, så virker det på mig som om, at samfundet tilpasser sig det enkelte menneske, fremhæver Mette Rosenkilde.
Islandsk samfundssyn
Juliane Løvstrøm, Mette Rosenkilde og Vigdis Agnarsdottir har i mødet med andre studerende alle fået øjnene op for hvor meget samfundets opbygning betyder for den måde, de senere vil komme til at udføre deres pædagogiske arbejde på.
Proskapjálfi Uddannelsen til socialpædagog på island kan bedst oversættes som en uddannelse i socialpædagogikvidenskab. uddannelsen er mere teoretisk end den danske. Der er ingen værkstedsfag, og der er for eksempel kun to korte praktikker på henholdsvis seks og otte uger. begge har mest karakter af studieophold. De studerende er ikke lønnede, og de forventes ikke at være til stede hele dagen eller at arbejde i deres praktikperiode. Uddannelsen er på seks semestre og giver 120 eCts-point. ECTS står for european Credit transfer system. eCts-point er en talmæssig pointangivelse for arbejdsbelastningen af et givet kursus eller uddannelsesforløb. et års fuldtidsstudier svarer til 60 ECTS-point. |
NORDPLUS NordPlus er et program under nordisk ministerråd der støtter samarbejde inden for videregående uddannelser. Formålet med norDPlus er at styrke mobilitet og netværksarbejder. Fra i år er baltikumlandene også med. Det vestnordiske netværk er et nordisk netværk af pædagog- og lærerseminarier. til dette års kursus i socialpædagogik havde Færøerne meldt afbud. Fra næste år vil et seminarium fra alta, nordnorge, deltage. |
Mette Rosenkilde har i gruppearbejdet lagt mærke til, at selvom Grønland er en del af Danmark og dermed underlagt den samme lovgivning, er der alligevel store forskelle.
For eksempel er grønlandske udviklingshæmmede i mange år blevet sendt til Danmark. Det betyder, at der ikke er mange specialinstitutioner på Grønland, og at pædagoger derfor skal forholde sig til mange målgrupper på de enkelte institutioner.
På Island er det et gennemgående politisk ønske, at mennesker med særlige behov integreres i samfundet. Det betyder at socialpædagoger i meget høj grad ansættes uden for specialinstitutioner, i almindelige børnehaver og skoler.
Ifølge Juliane Løvstrøm kan man blandt andet se samfundets betydning i det sprog og de ord, de islandske studerende bruger, når de taler om socialpædagogik.
- Her i Island bruger de mange ord om samfundet. Man har et samfundsperspektiv i uddannelsen, som jeg ikke er så vant til. De taler om rettigheder, ligeværd og ligestilling, siger Juliane Løvstrøm.
Farvet af kulturen
De tre studerende trækker på hver deres måde hele tiden tråde til gældende samfundsnormer og -værdier, når de taler om retningen for deres uddannelse og kommende virke.
På samme måde bliver kulturen også diskuteret.
Vigdis Agnardottir bemærker, at selvom de studerende på kurset deler en overordnet ideologi, og at alle mener, at inklusion af mennesker med særlige behov skal ske gennem en ligeværdig behandling, så giver forskellene i kultur forskellige synspunkter på den samme ideologi.
Den iagttagelse nikker Juliane Løvstrøm genkendende til:
- Den beslutning, jeg tager som socialpædagog, er farvet af min kultur. Jeg kommer til at tænke på, hvordan normer kommer ind i det professionelle og ind i vores faglighed. Jeg har lagt mærke til at de islandske studerende er stolte af sig selv og deres land. De siger, vi er islændinge.
Vigdis Agnarsdottir er glad for, at Juliane har lagt mærke til de islandske studerendes stolthed over landets måde at skabe mulighed for mennesker med særlige behov, på. Men hun understreger samtidig, at Island tidligere har haft forfærdelige institutioner:
- Det er først nu, at vi kan give alle deres eget værelse. På de billeder, vi har set fra institutioner i Østeuropa, kan vi se, at sådan var det også engang hos os. Men vi er kommet en lang vej, siger hun.
Kald det kærlighed…
Indtrykkene af værtslandet, Island, fylder meget. Måske også fordi den grønlandske og den danske uddannelse i meget høj grad ligner hinanden, så forskellene i den islandske tegner tydeligere.
Men studieordninger, fagkombinationer eller prioritering af praktikken kan ikke forklare den gennemgående forskel. Som det ser ud for de tre studerende efter undervisning, workshops, institutionsbesøg og almindelige ‘hængen ud’ i gader og stræder på Island, så er der ikke så stor afstand mellem almindelige mennesker og mennesker med særlige behov, som det kendes fra Danmark.
Indtrykket af et mere rummeligt og næstekærligt samfund går igen. Og det er ikke kun fornemmelse.
I de islandske studerendes oplæg indgik værdigrundlaget for dem selv som faggruppe, som de henter fra deres fagforening. Og her lagde Mette Rosenkilde mærke til, at ordet ‘kærlighed’ var med i værdigrundlaget for socialpædagogisk arbejde i Island.
- Det er sjovt. Det ord ville vi slet ikke have med i Danmark. Der ville vi tale om omsorg. Vi taler altid om, at vi skal have personligheden med i arbejdet, men alligevel kunne holde en vis afstand, siger Mette Rosenkilde.
Ikke overraskende ser Vigdis Agnarsdottir noget anderledes på det:
- Hvis du ikke kan have kærlighed for det menneske, du arbejder med, så skal du finde et andet job.
Ingen afstand
Dialogen mellem Mette og Vigdis tegner dog ikke et billede af forskellen som et spørgsmål om enten-eller, men mere som et spørgsmål om, hvad man taler mest om – og er mest opmærksom på. Om kærligheden er der, eller om afstanden er der.
For Vigdis Agnarsdottir er det dog klart, at man er professionel i arbejdet, men at professionaliteten ikke må hindre kontakten med mennesket.
- Vi er ikke bange for tæt kontakt, slår hun fast. Snakken om at turde holde af, får hende til at referere socialpædagogikkens historie på Island.
- Socialpædagoger var her oprindeligt kvinder, som selv havde nedsat funktionsevne. De såkaldte normale kvinder, som levede i såkaldte normale samfund, fik frataget deres børn, hvis de var børn med særlige behov. Børnene blev så anbragt på institutioner for udviklingshæmmede, hvor de blev passet af de kvinder, som i forvejen var anbragt der, fortæller Vigdis Agnarsdottir.
Det ændrer dog ikke Mette Rosenkildes begejstring for det islandske menneskesyn i dag.
- Vi arbejder alle ud fra et humanistisk menneskesyn – alligevel virker det som om, I her på Island ser mennesket meget mere, end vi gør, selv om vi har alle de fine ord, konstaterer hun.
Naturen som værktøj At mødes med andre studerende giver også mulighed for at se sig selv med nye øjne. Juliane Løvstrøm fra Grønland var inden kurset på Island ikke bevidst om, at hun selv og hendes landsmænd i særlig høj grad brugte naturen i arbejdet. Det er hun ikke i tvivl om i dag. - Vi har kendskab til naturen med fra vores forældre, og den giver vi videre. Vi tager naturen med ind i vores faglighed. Det var i workshops med de andre studerende, at hun blev klar over, at selvom der er mange naturinstitutioner i Danmark og ikke på Grønland, så tænker hun og hendes medstuderende naturen anderledes. Det har Vigdis Agnarsdottir også lagt mærke til. I grupperne talte hun med grønlænderne om forskelle i kulturen og om måden at bruge naturen i uddannelsen. - Der var så meget, vi fandt normalt at gøre, men som danskerne ikke syntes var normalt. Det kunne for eksempel være at finde urter i naturen. Vi fandt ud af, at vi i Island og i Grønland har mange af de samme bær, som vi bruger. - Der er så mange muligheder for at bruge naturen. I min gruppe talte vi en af dagene om at man kunne bruge naturen til at stimulere sanser, ligesom i fysioterapi, siger Vigdis Agnarsdottir. De tre taler lidt om, hvordan der i ugens løb nogle gange er blevet diskuteret om der er mere eller mindre natur i Danmark, Island og Grønland. - Der er natur alle steder, men den er forskellig og giver forskellige muligheder, lyder deres konklusion. |