Samspil mellem faglighed og personlighed
Hvorledes kan jeg blive bedre til at være i kontaktfeltet, dvs. at være autentisk og nærværende over for de mennesker jeg er behandler for?
Hvorledes kan jeg blive bedre til at være i kontaktfeltet, dvs. at være autentisk og nærværende over for de mennesker jeg er behandler for?
Er det kun eksmisbrugere der ved hvad der foregår inde i misbrugeren?
Nej, det tror jeg ikke, mange mennesker og måske alle, kender til hvad det vil sige at være misbruger. Det er blot at kigge indad og erkende virkeligheden om sig selv – her findes også svarene til det, som foregår inde i en misbruger, ligesom her findes svar til løsninger på mange af de problematikker, der møder os igennem livet.
Da jeg i tidernes morgen “gled” ind i arbejdet som behandler, var det med den overbevisning, at de bedste til at arbejde med misbrugere bestemt måtte være personer, der selv havde oplevet, hvad det vil sige at leve som misbruger og deraf følgende liv i tomhed og meningsløshed – og dog på stadig jagt efter noget, der kunne give mening og betydning.
Som eksmisbruger i behandling spurgte jeg ofte mig selv: hvorledes skal pædagoger, socialrådgivere m.v. kunne sætte sig ind i mit liv. De får jo betaling for deres arbejde, og uden penge havde de sikkert ikke gidet at lytte til al min elendighed. De havde læst sig til tingene og vidste noget inde i hovederne/teoretisk. Ofte blev jeg mødt med fordomme af bedrevidende mennesker, der bestemt kunne fortælle mig, hvad der foregik inde i mig, og alt for ofte havde de bare ikke ret, hvilket bekræftede min antagelse om, at de ikke var interesserede i mig – de kendte jo ikke min verden, og følelsen af at være forkert tog blot til.
Jeg havde en grundlæggende følelse af, at jeg ingen betydning havde – næ, først da jeg mødte tidligere misbrugere, oplevede jeg betydning, det vil sige først da tillod jeg mig at turde lukke lidt op for det, der foregik inden i mig – de forstod jo og havde selv prøvet…..
Men var det nu også, fordi de var eksmisbrugere, eller var det mon nærmere, fordi jeg mødte nogen, som jeg kunne genkende noget af mig selv i – mødet med mennesker der havde prøvet noget lignende det, jeg selv havde erfaret.
Måske var det blot, fordi jeg igennem dette fik oplevelsen af, at jeg ikke var alene – vi var flere – her var nogen, der forstod mig, nogen der ikke blevet forskrækket eller overvældet over det, der foregik inde i mig.
I mange år fandt jeg således platform som behandler, med uddannelse som eksmisbruger. Jeg var klar til at tage enhver kamp mod det, der ville overbevise mig om noget andet end det, jeg i forvejen vidste – især pædagoger stod for skud, idet jeg mente, at der kun fandtes ganske få ordentlige pædagoger – min opfattelse var, at de ikke kendte noget til det egentlige liv, de var plattede, lilla blegagtige og havde totalt misforstået, hvad det hele handlede om.
Efter 12 år i denne forståelsesramme lykkedes det dog at overgive mig, og jeg gik selv i gang med at læse til pædagog. Dog med den overbevisning, at jeg stort set ikke kunne lære noget, men blot skulle have et stykke papir på det jeg kunne i forvejen. Jeg blev dog klogere og måtte igennem erkendelsens svære vej og igen overgive mig, – jeg kunne virkeligt lære noget, og der var intet i vejen med uddannelsen, blot var der alt for mange, der ikke forstod at bruge eller omsætte denne viden og erfaring til deres daglige pædagogiske praksis….
Det gik op for mig, at man kan læse og uddanne sig i uendelighed uden at kunne omsætte sin faglighed til daglig brug, idet personligheden hele tiden har en tendens til at skulle holdes i baggrunden af fagligheden. Mange var og er af den opfattelse, at faglighed og personlighed skal skilles helt ad.
Jeg er ikke enig og mener, at det er umuligt at være en god behandler, hvis ikke man har adgang til sit indre liv, herunder også de sider af sig selv som man ikke bryder sig om. Det er vigtigt, at jeg som behandler tør erkende sandheden om mig selv, således at jeg kan forandre det, jeg ikke bryder mig om og således, at det, jeg ikke bryder mig om, kommer til at virke som en dynamisk katalysator, der styrer min faglighed. Det samme gælder også eksmisbrugere: tør jeg erkende sandheden om mig selv, eller skal mit indre forsvarssystem sætte dagsordenen for, hvorledes jeg er som behandler. Her mener jeg ikke, at man er bedre stillet som eksmisbruger end som pædagog – de/vi er i samme båd.
Hvorledes kan vi være autentiske, hvis vi ikke vil stå ved det, som er ? Og gør vi ikke det, vil vi virke utroværdige i vores samspil med dem, vi skal være behandlere overfor. Tænk på at mange misbrugere jo har tilegnet sig den evne at være professionel i at mærke, om du vil mig – har jeg betydning – mener du det – kan jeg have tillid til dig ?
Her kommer betydning af kontakt ind i billedet – hvorledes skal jeg som behandler være god til at skabe kontakt til andre, hvis jeg ikke selv er i stand til at være i kontakt med mig selv – turde erkende sandheden om sig, lade andre få den at se og lære at hvile i, eller slappe af i at jeg er god nok som den jeg er og dermed også kunne være i stand til at sige: her er jeg ikke så god, men jeg vil gerne blive bedre til det, og jeg tør også godt at vedkende mig det, da det ikke er bestemmende for, om jeg er god nok.
Jeg er jo alligevel gennemskuet af mine “klienter”.
Kontakten er for mig at se det vigtigste virkemiddel i al god behandling, og det kræver at vi som behandlere tør se os i øjnene og derved komme tættere på virkeligheden – så kan det være, at vi også bliver taget mere alvorligt af vores “klienter” eller retter vores medrejsende i livet…
Dette kræver teori og megen træning i et rum, hvor mine egne indre mønstre bliver tydelige for mig selv, hvor jeg tør forholde mig, og hvor det er muligt at udvikle evne til at kunne bevæge mig mere frit og derved også bedre bevare overblik i mit samspil med klienten, samtidig med at jeg beriger min faglige værktøjskasse med personlige redskaber, der kommer klienten til gode gennem kontakten i behandlingsarbejdet.